Slægtsgården
Historien om Brødsgård
Brødsgård var i middelalderen en lille adelig hovedgård, som var beboet af lav-adelslægten Snub. Navnet Brødsgård dukker op i historien i 1468, hvor ejeren Lage Snup og hans søn Knud Snup omtales som væbnere. Væbnere er en adelsmand i kongens tjeneste. Senere kom gården under kronen og skulle som andre gårde i Rytterdistriktet levere fødevarer og foder til soldater og heste. Efter 1660, hvor Danmark tabte den tredje svenskekrig, var gården dog så ødelagt og udpint, at kongen gav gården henstand i et år.
I 1765 solgte Kong Frederik d. 5. rytterdistriktet for at skaffe penge. I den forbindelse blev Brødsgård købt af Niels Gydesen. Gården lå på det tidspunkt nærmere skråningerne ned til Vester Nebel Å. Efter en brand i 1860’erne valgte man dog at flytte gården op til vejen, hvor den ligger i dag. Vejen gik fra Rådvad og Stubdrup forbi Brødsgård til Stenvad Mølle, hvor bønderne fik malet deres korn.
Efter 2. Verdenskrig fik Brødgård besøg af 300 tyske soldater på vej hjem fra Norge. Soldaterne fik lov at overnatte på loftet i en af laderne, men de var så sultne, at de i løbet af natten ryddede mælkestuen for mælk, ost, smør og andre gode sager. Næste morgen blev soldaterne beordret i parade på gårdspladsen, hvor de af befalingsmændene fik en ordentlig overhaling, før de fortsatte mod Ejstrup. I Ejstrup lod bager Gehlert soldaterne tømme bageriet for brød af lutter begejstring over, at soldaterne var på vej hjem.
Da soldaterne havde forladt Brødsgård fandt folkene på gården adskillige rifler, en spand med ammunition og en håndgranat, som soldaterne havde efterladt. Håndgranaten brugte karlen Svend og sønne Niels Karl som skydeskive, uden det store held med at ramme. Til sidst blev granaten brændt af i en stak halm.
Brødsgård, der tidligere var en firlænget gård, har altid været en af de største i sognet med 4 spand heste og op til 8 karle og piger. Det var også her man kunne komme og låne penge, hvis man var i forlegenhed. I 1930 havde gården 128 tdr. land agerjord, 15 tdr. land skov og 20 tdr. land eng. Både Lynggården og de tre andre ejendomme i nærheden af Stenvad er skilt ud fra Brødsgård.
I 1991 nedbrændte kostalden del af laden og maskinhus i en voldsom brand. og er aldrig blevet genopført. Gården forblev i Brødsgårds-slægtens eje indtil 1988, hvor Niels Karl som 7. slægtsled solgte den til Kolding Kommune. Som følge af statens ønske om at fordoble Danmarks areal af skov kom Brødsgård i betragtning, og området blev solgt til staten, der i 1990’erne etablerede Harte Skov. Bygningerne blev i 2005 lejet ud til det nyetablerede Landbomuseum, der siden da har udstillet over 2500 store og små landbrugsredskaber og husholdningsredskaber fra landbruget.
Landbomuseet drives udelukkende af frivillige.I løbet af året er ca. 70 personer aktive med bl. a. vagter i åbningstiden, rundvisning ved besøg af grupper, rengøring, græsslåning, kaffebrygning og meget mere.
Økonomisk klarer museet selv ved bl. a. entreindtægter, udlejning af forskellige faciliteter som grillhytte, krolfbaner og lokaler. Der modtages ikke tilskud til driften.
Grundlaget for museet er samlingen, som i dag består af ca. 2.500 dele. Den er startet af Johannes Elbæk som en privat samling. I 2005 skulle samlingen flyttes fra Lykkensborg i Almind, da arealerne der skulle benyttes til industri. Der blev etableret en selvejende institiution, som skulle drive og videreudvikle museet, og samlingen blev overdraget til Landbomuseet Kolding kvit og frit.
Johannes Elbæk har igennem hele sit liv været fascineret af gamle redskaber og maskiner. Særligt fra landbruget, som gennemgik en stor mekanisk forvandling i den tid. Ved afståelsen af gården blev det aftalt, at der skulle stilles et mindre rum til rådighed for opmagasinering af disse redskaber og maskiner.
Der blev mere tid til de gamle ting, da gården var afhændet, og samlingen blev stadig større. Derfor blev pladsen udvidet til 600 m2, som blev til et flot og interessant landbrugsmuseum, som også indeholder husholdnings- og håndværkshistorie.
Uden offentlige tilskud og med eget arbejde som den væsentligste indsats, har Johannes Elbæk formået at skabe en enestående samling på ca. 1.700 numre. Samlingen er istandsat, registreret med navn og nummer, samt information om hvor tingene stammer fra. Johannes Elbæk har haft museet åbnet gratis for publikum og med personlig rundvisning efter aftale.
Johannes Elbæk ønskede, at samlingen skulle bevares for kommende slægter, og museet videreføres i en ny struktur. Dette er blevet drøftet i en mindre kreds gennem nogen tid.
Kolding Kommune ønskede at købe "Lykkensborg" og de omkring liggende gårde for at udvide industriarealerne nord for byen. Derfor skulle museet flyttes til andre lokaler.
På baggrund af ovennævnte blev der indbudt en gruppe til idémøde på Kolding Herreds Landbrugsforening. Denne gruppe kom fra Landbrugsmuseet, Lykkensborg, KHL, Kolding Kommune, Turistkontoret, Lokalhistorisk Forening og nogle enkeltpersoner med interesse for museet.
Idegruppen udpegede efter 2 møder en arbejdsgruppe på 5 personer, som fik til opgave at finde et egnet sted til museet. Idegruppens ønske var at museet i fremtiden skulle indeholde en udstilling, et værksted, et depot og et oplevelsescenter.
Resultatet blev, at der blev etableret Den selvejende institution Landbomuseet Kolding, som har hjemsted på Brødsgård i Harte. Johannes Elbæk har overdraget samlingen kvit og frit til Landbomuseet Kolding, som blev åbent for publicum den 22. maj 2005. Og den er absolut et besøg værd.